Børn læser mindre af lyst.

0

Skrevet af: Thomas Normann-Ekegren, grundlægger af Maneno

 

IMG_4061

"Børn læser mindre af lyst"

Sådan startede høringen “Hvem tager ansvaret for at fremtiden læser” på Christiansborg d. 9/11, hvor et oplæg til en national læsestrategi blev overrakt til Kulturminister Joy Mogensen. Maneno har sammen med en række andre interessenter, deltaget i udarbejdelsen i oplægget, som kan læses i sin helhed på nationalstrategi.dk

Forskningsresultater viser nemlig, at kun 20% af de danske børn læser af lyst.

Som forælder til 2 børn, har jeg på egen hånd oplevet den manglende læselyst hos mine egne børn.

Jeg tror, at mine børns læselyst har udviklet sig nogenlunde sådan her:

læselyst
 

Kurven ser nok anderledes ud for dit barn, men tendensen er ikke til at tage fejl af. Børn læser mindre af lyst.

Vi kender alle vigtigheden af at læse, men som forælder kan det være ret svært at navigere i. For hvordan kan vi forældre støtte vores børn i deres læsning - udover at fastholde de 20 minutters daglige læsning derhjemme?

Jeg har selv på egen krop prøvet at italesætte vigtigheden af læsning for en 10- og 13-årig - og for at sige det lige ud - det trænger ikke ind. Alskens floskler omkring vigtigheden af læsning i forhold til at få en uddannelse, udvikle fantasi, afslapning og fordybelse er ikke valide argumenter for en 10-årig - selvom det kan være nok så sandt. Og hånden på hjertet - barnet får nok ikke mere lyst til at læse ved at blive tvunget til det hver dag i håb om, at det en dag ser lyset(!)

 

Børnene skal være medspillere

Det var et af hovedbudskaberne til høringen. Hvis børn skal læse af lyst skal det ske på deres præmisser. Jeg mener grundlæggende, at vi bliver nødt til at skelne imellem de forskellige stadier i barnets læselyst. Min erfaring er, som det også ses i figuren ovenfor, at børn, når de starter i skole, har en kæmpe lyst til at lære at læse. De vil det gerne, fordi de har en lyst til at lære. Her er indholdet af bogen mindre væsentlig, da al koncentrationen er fokuseret imod at få ordene til at give mening.

Jeg tror, at vi mister rigtig mange børn lige præcis her. For nogle er det nemt - for andre er det lige præcis  her, at det er rigtigt svært. Jo sværere det er - jo større chance er der for, at de mister lysten lige her. Derfor er det alfa og omega, at det i denne fase er sjovt og motiverende. Meget her hænger nemlig på den indre motivation og lysten til at lære.

Når de har knækket læsekoden, så bliver det indholdet, der er afgørende. Jeg kender det fra mig selv. Hvis jeg er startet på 2 eller 3 bøger, som ikke fanger mig, så er det svært at tage læsningen op igen - også selvom det er sommerferie :-)

 

Hvordan finder jeg så de gode bøger, der fanger?

I gamle dage, var det bibliotekaren man kunne søge råd og vejledning hos. På vores lokale bibliotek, så er bibliotekartiden blevet mindre og mindre samtidigt med, at afstanden derhen bliver længere og længere i kraft af at flere biblioteker lukker. Det gør det altså ret svært at navigere i som forælder i forhold til at sikre, at der er relevant læsestof på den hjemlige matrikel.

Derfor er fokusområderne i Maneno også fremadrettet at sikre den relevante anbefaling til de bøger, der fanger. Vi har valgt at være kritiske med hvilke bøger, som vi stiller til rådighed i Maneno. For hvad nytter det at have adgang til 15.000 bøger, hvis du ikke kan finde den bog, som er rigtig for dig.

Derfor måler vi på bøgernes popularitet i forhold til den individuelle læser. Vi er ikke helt der, hvor vi gerne vil være i forhold til læseanbefalinger, men vi er godt på vej og har ret mange spændende ting på vej, som kommer til at gøre en forskel.

 

Lystlæsning er ikke for alle...

Måske skal vi også revurdere forventningen om, at vores børn gerne vil læse af lyst i 20 minutter hver dag.

Det tror jeg ganske enkelt ikke er realistisk for alle børn...(Du gør det jo heller ikke selv - gør du?)

Til gengæld har jeg erfaret, at hvis vi stopper med at interessere os for om vores børn læser, efter de har knækket læsekoden, så rammer det vores børn senere hen. Jeg sad for et par år siden til en skole-hjem samtale i 4/5. klasse og fandt ud af, at mit barn læste for langsomt og havde svært ved at følge med, fordi vi ikke havde samme fokus på læsningen derhjemme. 

Det ændrede vores fokus herhjemme. Nu skulle der gang i læsningen igen. Koste hvad det ville :-)

Til diskussionen herhjemme omkring læsningen forleden, tog jeg mig selv i at sige: "Livet kan ikke være sjovt hele tiden. Så må du læse de 20 minutter og synes, at det er kedeligt. Jeg er ligeglad". 

Heldigvis ændrede det sig, da vi fandt den rigtige bog :-)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del via sociale medier

0 Kommentarer

Tilføj din kommentar